Husker du at sige pænt farvel?

Når vi taler om god ledelse, taler vi ofte om evnen til at tiltrække, ansætte og fastholde de gode medarbejdere. Men det er for nylig gået op for mig, at der er et glemt element i personaleledelse, som mange ledere underpræsterer på – og som det kan være farligt at undervurdere: Det gode farvel.

 

Mistillid, manglende kommunikation og forsøg på at snyde medarbejderen for deres kontraktmæssige ret til penge eller goder var nogle af de ting, der gik igen i alle tre tilfælde.

 

Forleden sad jeg i et middagsselskab med gode bekendte, hvor vi blandt andet vendte vores jobsituationer. Alene i det smalle selskab af seks personer var tre inden for de senere år blevet afskediget eller havde selv sagt deres stilling op. Og mens alle tre var godt tilfredse med selve beslutningen om at standse samarbejdet, var de anderledes forslåede af den exit, de hver især havde været igennem.

Mistillid, manglende kommunikation og forsøg på at snyde medarbejderen for deres kontraktmæssige ret til penge eller goder var nogle af de ting, der gik igen i alle tre tilfælde. Der måtte bruges tid og kræfter, hentes advokater og faglige organisationer på banen før sagerne blev landet – i øvrigt i alle tilfældene til medarbejderens fordel. Altså et surt, unødigt og uberettiget spild af tid og ressourcer for både arbejdsgiver og lønmodtager. Og det til trods for at alle tre arbejdspladser er store, globale virksomheder og normalt kendt som dybt professionelle organisationer.

 

Når først samarbejdet – uanset årsag – skal til at slutte, så er medarbejderen  på vej ud af såvel øje som sind. Ledelsen, organisationen og HR afdelingen ser ikke nogen grund til andet end at afslutte samarbejdet hurtigst og – tænker jeg – billigst muligt.

 

Hvis bare mine venner var de eneste tre, der havde oplevet et bumlet farvel, så gik det nok endda, men det tror jeg næppe de er. Uden at have mere end anekdotisk bevis tror jeg, der er tale om et mønster, som kan genfindes rigtig mange steder i erhvervslivet.

Så spørgsmålet er: Hvorfor er vi så dårlige til at sige pænt farvel? Jeg tror grundlæggende, det handler om, at når først samarbejdet – uanset årsag – skal til at slutte, så er medarbejderen på vej ud af såvel øje som sind. Ledelsen, organisationen og HR afdelingen ser ikke nogen grund til andet end at afslutte samarbejdet hurtigst og – tænker jeg – billigst muligt.

 

Tænk på hvor stor skade det egentlig gør, hvis dygtige folk fremover i deres karriere (…) ikke vil tale positivt om deres tidligere arbejdsgiver? Og tænk hvilket potentiale der var, hvis de ville gøre det modsatte.

 

Men jeg ser tre grunde til at tage det gode exit mindst lige så alvorligt som den gode ansættelse:

For det første: Hensynet til dem, der bliver tilbage. De fleste er med på, at mens vi har medarbejderne hos os, så skal de behandles ordentligt. Så hvilket signal sender det til de tilbageværende kolleger, at ordentligheden ophører, når nogen stopper? Så bliver spørgsmålet hurtigt: Kunne det samme ske for mig, der stadig er ansat?

For det andet, virksomhedens omdømme. Eks-medarbejderens ambassadørvillighed styrtdykker, når de har følt sig dårligt behandlet. Tænk på hvor stor skade det egentlig gør, hvis dygtige folk fremover i deres karriere – med de hundredevis af nye relationer og netværk de udvikler over et langt arbejdsliv – ikke vil tale positivt om deres tidligere arbejdsgiver? Og tænk hvilket potentiale der var, hvis de ville gøre det modsatte.

 

Send dog dine medarbejdere ud i verden som de stærkeste ambassadører for netop din virksomhed i stedet for at lade dem dukke nakken, hver gang de passerer deres gamle arbejdsplads.

 

For det tredje kunne der jo være tale om et ”farvel – og på gensyn”. Da jeg for mange år siden arbejdede i rådgivningsvirksomheden Rambøll Management, havde jeg flere kolleger, som var på deres anden runde i virksomheden. Ja vi havde endda én, som kom tilbage for tredje gang! Her kan man roligt antage, at vedkommende er blevet helt ordentligt behandlet ved sine to første exits. Folk vender jo ikke tilbage til en fuser. Med en sløset afsked kan virksomheden gå glip af talent og erfaringer hos tidligere ansatte, som ellers ville være lige til at plukke.

 

Til afskedsreceptionen gav han os en kopi af sig selv, en papfigur i fuld størrelse. Han lever nu videre hos os – figuren dukker op i alle mulige hjørner af kontoret. Den anden dag traf jeg ham på toilettet.

 

At mestre det gode farvel er rigtigt fra et menneskeligt perspektiv. Og hvis det ikke er motivation nok i sig selv, så er det også en god business case. For mig er det derfor helt uforståeligt, hvorfor flere virksomheder ikke søger at designe en lige så god proces for ”offboarding” som for ”onboarding”. Send dog dine medarbejdere ud i verden som de stærkeste ambassadører for netop din virksomhed i stedet for at lade dem dukke nakken, hver gang de passerer deres gamle arbejdsplads.

Der er dog også den sjældne mulighed, at ”farvel” aldrig helt bliver aktuelt. For nylig sagde én af mine mere humoristisk anlagte kolleger op for at prøve nye udfordringer. Til afskedsreceptionen gav han os en kopi af sig selv, en papfigur i fuld størrelse. Han lever nu videre hos os – figuren dukker op i alle mulige hjørner af kontoret. Den anden dag traf jeg ham på toilettet. Så opleves ”farvel” mere som et ”på gensyn”, i bogstaveligste forstand!

 

One response to “Husker du at sige pænt farvel?

  1. Hvordan siger man farvel…?

    Når jeg ser tilbage på mit eget arbejdsliv så forholder det sig sådan og sådan er jo ikke ensbetydende med den evigtgyldige sandhed.

    1) Mit første job vart hos en købmand, der lå på brogårdsvej i Vangede. Jeg var vel omkring de 8 år gammel og jeg syntes det var rigtigt spændende at køre rundt på en budcykel og dele varer ud og så tjente man 5 kr. i timen. Min mor havde snakket med købmanden og han ville gerne ansætte mig. Desværre var jeg ikke så stor dengang, vel omkring de 145 cm. Budcykelen var derfor kæmpestor og jeg væltede da også første gang jeg skulle ud med kartofler. Heldigvis skete der ikke noget, men jeg var maget skuffet, da købmanden sagde jeg ikke skulle komme mere. Jeg spurgte sågar om jeg ikke kunne køre på min egen cykel…men nej…!
    2) Mit andet job var et piccolo job på Hotel Alexandra. Det gik forrygende. Jeg var 17 år og fuld af iderigdom og lærevillighed. Jeg blev hurtigt så populær, at både direktøren og en stuepige prøvede at forføre mig. Jeg sagde dog op, da jeg skulle starte i gymnasiet.
    3) Mit tredje job var hos en eksklusiv sportsforretning i Kbh. city. At jeg havde salgstalent, gik op for både mig og indehaveren, da jeg på den første dag, havde held med at sælge 2 identiske Bogner skijakker til en ældre dame for kr. 6.000.-, for som jeg sagde, så er det godt med én jakke, men med 2 er det dobbelt så godt.
    4) Mit fjerde job var hos Max sport i Charlottenlund. Jeg skulle bruge point for at komme ind på jurastudiet og min gode ven Max, hjalp mig selvfølgelig. Tak Max. Det lykkedes mig at sælge en par sportsstrømper til den berømte landsretssagfører Niels Th. Kjølbye, ham med taxaturen, ” hvor skal De hen, Herr landsretssagfører ?”Det er lige meget, konen betaler!”…at jeg kun var iført korte bukser og gummisko på denne meget varme sommerdag, rystede ikke advokaten. Om han vidste jeg var søn af hans gamle partner, ved jeg ikke, men da han stak lidt til mig omkring ombytnings/ returret og jeg begyndte at procedere efter bedste evne, tror jeg han fornemmede ånden. I øvrigt skylder hans advokat søn mig stadig de 10 øre han lånte af mig i 1966 ved pølsevognen foran Gentofte station. Det må vel i dag være omkring de kr. 1000.- med renters rente…!
    5) Mit femte job var som stud. jur. hos højesteretssagfører Oluf Lind i Kbh. Der lærte jeg håndværket fra bunden. Jeg mødte i alle retter og stirrede alle dommerne og advokater dybt i øjnene. Hvad de ikke vidste var, at de blev afkodet alle deres små juridiske hemmeligheder, en evne min mor havde været så venlig at viderebringe. Altså blev jeg både cand.jur. og advokat samtidig. Meget praktisk. Angiveligt blev det for meget for politiet og den danske dommerstand, med så meget talent. Man kan vel sige at jeg var frækkere end politiet tillod.
    6) Efter at have opgivet min professionelle advokatgerning, havde jeg en nogle forskellige jobs. Livredder, luderchauffør, tjener….indtil jeg besluttede mig for at blive selvstændig fotograf.
    At pigerne stod i kø foran min butik for at smide tøjet, blev for meget for det pæne etablerede borgerskab. Man fandt stor morskab i at udstille mig som sex psykopat…..indrømmet. Unge liderlige kvinder, kunne godt inspirere mig, og det var vel derfor at jeg var tidens bedste pigefotograf…!
    7) Mit syvende job….tjaah, det er det jeg har i dag. Jeg er selvstændig…..men jeg vil ikke røbe hvad det er, for den danske stat prøver stadig at slukke mine lygter og klippe mine plader…..!!!

    Konklusionen på ovennævnte er: Der er ingen speciel måde at sige farvel på. Du skal give og yde dit bedste og du må aldrig lade nogen krænke din faglige eller personlige integritet. Så kommer det hele af sig selv….for DU er din egen lykkes smed og DU skal huske at smede mens jernet er varmt….!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *